Mine-panik

I ferien gik jeg fire tusinde kilometer ned i en mørk og våd minegang i Harzen og fik et gevaldigt angstanfald. Entreen kostede 16 euro, så jeg fik alligevel lidt for pengene, selvom jeg ikke er særlig historie-interesseret.

Landsby, igen

I dag er det et år siden, at jeg mente noget om en landsby. Det er stadig vigtigt, synes jeg.

Det kræver en landsby at opdrage et barn

Efter godt en uge på charterferie i andre menneskers selskab bliver jeg i tvivl, om det smukke afrikanske ordsprog, at alle omkring et barn har noget værdifuldt at tilføre det lille menneske har fået en ny, uheldig betydning.

Det virker som om, at landsbyen er blevet en flok statister, der tålmodigt må vente med deres egne behov, mens barnet går på opdagelse.

Lad mig begynde med at understrege, at jeg er varm fortaler for, at forældre lærer deres børn at kunne selv ved at gøre selv. Når det er sagt, så lærer børn i en verden, der er fuld af andre mennesker, og halvdelen af lærlingen må således være en læring om, hvordan man gør noget sammen med andre. Sammen med den landsby, som også tog til Rhodos i uge 29.

Hvis Janus’ far f.eks. synes, at Janus på 4 år skal lære at spotte og løfte familiens kuffert af bagagebåndet, så skal Janus’ far være mere end velkommen til at gøre dette – hvis bare han venter, til landsbyen har fået deres kufferter, eller lærer Janus, at han ikke skal spæne op og ned langs bagagebåndet, mens han holder udkig

Hvis Fridas mor synes, at Frida på 3 år skal deltage til (ikke i!) guidernes cabaretshow på hotellet om aftenen, så skal Frida mor hjælpe Frida med, at hun skal blive siddende på stolen og ikke løbe rundt på scenen, så Frida dels ikke bliver sparket ned af en laksko, og så landsbyen også kan nyde svenske Lisa og engelske Heathers glimmerindpakkede bestræbelser.

Hvis Agnetas mor synes, at det er vidunderligt, at 7 årige Agneta selv kan hente pizza og kage i All-inclusive-baren (og gør det flittigt), så skal Agnetas mor lære Agneta, at hun kun skal hente det, hun kan indtage. Landsbyen er også sulten.

Hvis Mads’ far synes, at det er skønt, at Mads har fået mod på det med hovedspring, så skal Mads’ far lære Mads, at han ikke skal springe direkte ned i hovedet på de to 80 årige landsbyboere, der slikker sol i hver deres badering, når der nu er frit farvand et par meter længere henne.

Man kan få den tanke, at forældrene skal lære deres børn om landsbyen for landsbyens skyld (hvilket det også er). Imidlertid er det først og fremmest for børnenes skyld: Det bliver svært at være indbygger i en landsby, hvor alle tror, at de er Borgmester, men hvor ingen rigtig kan bestride posten, fordi de muligvis ‘kan’, men ikke ‘kan med andre’.

Tirsdag, ikke onsdag.

Jeg har et billede i min kamerarulle: En illustration fra en kogebog (Nej, jeg tog ikke billeder af nogen af opskrifterne).

Tænker fotografiet er taget lige INDEN fotografen og familien helt fik forventningafstemt:

Nå, Henning og Marianne, Loke og Frej. Dejligt I ville være med. Scenen er en helt almindelig familie, en helt almindelig onsdag, et helt almindeligt måltid. I gør bare, som I plejer, når I sidder onsdag aften og spister aftensmad. Ooog værsgo’!’

Beklager! Jeg afbryder lige. Marianne, dit kropssprog er lidt lukket. Måske kunne du kigge op på Henning, når han skæ… Ah okay… Henning, jeg ved godt, at jeg sagde onsdag, men lad os bare sige, at det er en helt almindelig tirsdag’.

Om lort og gødning

For nogle år siden blev jeg bedt om at skrive en artikel med refleksioner og gode råd om ledelse i dagtilbud. Imidlertid overhalede livet mig indenom, så jeg måtte melde fra på opgaven.

‘Heldigvis!’ tænkte jeg i går, da jeg fandt mit udkast og læste, at jeg havde reduceret ledelse til, at blomster gror, fordi man vander dem. Jeg havde med andre ord mange havebøger i bogreolen, men endnu ikke jord under neglene eller erfaring med, at gødning og lort er det samme, afhængig af hvordan man bruger det.

Mens jeg læste (og forsøgte at rette mine tæer ud), gik det op for mig, at jeg formentlig om fem år med samme forfærdelse vil læse det, jeg skriver nu. Fordi jeg forhåbentlig er blevet klogere og har fået mere erfaring.
Derfor: Ord om ledelse, som jeg forfærdes over om 5 år:

Udvikl dig! Læs, lyt, tænk, tal. Du kan ikke skabe udvikling for andre, hvis du selv er gået i stå.

Vær ordentlig: Sandfærdig, venlig og faglig. Hver dag.

Lyt til børn, forældre og personale. De har vigtig viden, som du ikke får på kontorstolen.

Træk vejret – konkret og mentalt.

Bemærk alt det gode dine ansatte gør. Glæd dig over det. Og sig til dem, hvad du ser.

Bemærk det uhensigtsmæssige dine ansatte gør, og vid at de altid har gode grunde til at handle, som de gør. Giv dem bedre grunde til at handle anderledes.

Gå på toilettet og spis frokost (Altså, du skal ikke spise frokost ude på toilettet). Det er træls for dine børn, at du vælter ind ad døren og løber på toilettet med en skål cornflakes i hånden som det første, når du kommer hjem.

Hold fokus på målet: Trivsel og udvikling for børnene. Også når nogen er vrede, når noget er upraktisk, eller når du har travlt. Intet er vigtigere end børnene på Grøn stue.

Indberet ferie og sygdom løbende. Det er så (pisse) besværligt at samle op sidst på måneden.

Bed om hjælp og vær ærlig om udfordringer (Det er kommunalt slang for ting, man er dårlig til og lorte-situationer).

Gå tidligt hjem fra sociale arrangementer.

Vis taknemmelighed overfor dem, der også er med til at skabe gode børneliv i dit børnehus: Det tværfaglige team, håndværkerne, Hr-konsulenten, rengøringsassistenten og ham, der laver det årlige legepladstjek.

Sluk din telefon, når du har fri.

Hold fri.

Vær strategisk og intuitiv. Det kan virke som modsætninger, men er forudsætninger.

Få et hæve-sænkebord.

Søg kompromisser i opgaveløsningen. Vær kompromisløs i målsætningen.

Sig op, hvis du ikke længere glæder dig til at komme på arbejde om morgenen. Altså, tal med en coach inden, eller juster dine arbejds-rammer, men hvis det ikke virker, så sig op! Lige med det samme. Din funktion er alt for vigtigt til, at du ikke er engageret i den.

(Det sidste er ikke kun relevant for ledere, men for alle der arbejder med mennesker).

Put, ikke Puf

‘Nå Iben… Du har sendt en video-hilsen til personalet i børnehuset i dag, fordi du savner at være på arbejde med dem, hvor du blandt andet spillede en sang med Sweethearts. Hvordan gik det?’

‘Jamen, først synes jeg egentlig, at det gik godt’.

‘Okay? Hvad skete der da, siden at det kun var “først”‘?’

‘Ja, så hørte jeg jo, at de ikke sang “Puf” men “Put”‘.

‘”Put” som i slang fo…’

‘Ja!’

‘Men hvorfor sendte du den så? Det er jo egentlig lidt upassende i en faglig sammenhæng’.

‘Jamen, det er jeg da fuldstændig enig i, men jeg hørte det jo først, da jeg HAVDE sendt den, da jeg tjekkede, om de kunne åbne filen… hvilket de desværre kunne’.

‘Nå, men hvad handlede sangen så om?’

‘Altså, jeg troede jo, at den handlede om virus og bakterier, FOR DET HED SANGEN JO FAKTISK, men så handlede den om… (lave mumlelyde)’.

‘Hvad? Jeg kunne ikke høre det sidste’.

‘Ja okay… Den handlede så om, at man skal passe på med at få raget en kønssygdom til sig, hvis man går til halbal…’.

‘Oookay… Det er jo også vigtig info, men… ja, jeg ved dårligt, hvad jeg skal sige. Men resten var godt ik?’

‘Jo, jo! Altså, der er lige det med at… (lave mumlelyde)’.

‘Åh nej… Er der mere?’

‘Ja altså, jeg er jo ikke så teknisk, så det var lidt et projekt for mig at filme og tænde for musik og det hele, så jeg kom til at sige’ Ooog slut’ til mig selv, da jeg synes, at videoen var færdig’.

‘Sådan lidt instruktør-agtigt?’.

‘Ja, sådan lidt instruktør-agtigt’.

‘Men det kunne du vel bare redigere ud?’

‘Jaee. Næsten’.

Forleden faldt jeg over et Facebook-indlæg fra en læge, der udtrykte stærk mistillid til regeringens håndtering af Corona-situationen i Danmark. Det er ikke det første skeptiske indlæg fra et menneske i hvid kittel, jeg har set på Facebook. Jeg forholder mig ikke til, om de skeptiske læger har ret eller ej. Jeg forholder mig til, at lægernes ytringer på et offentligt medie, hvor man fatter sig i korthed og taler til mange, kan påvirke vores fælles indsats mod Corona negativt. Det bekymrer mig. Lad mig forsøge at forklare:

Lad os gøre det mere håndgribeligt: En lille landsby har fået et luse-problem. Byens børn har lus, og der er efterhånden lavvande på apotekets hylde med luse-shampoo. De omkringliggende landsbyer melder også om tomme lagre.

Landsbyens borgmester nedsætter derfor et ’Luse-udvalg’, der skal lave en strategi for, hvordan luse-problemet håndteres, så alle byens børn bliver lusefri. I udvalget sidder:

En luse-ekspert, der ved noget om lus – Det er jo en luse-situation.

En pædagog, der ved noget om børn – Det er jo en børne-situation.

En apoteker, der ved noget om salg af luse-shampoo – Det er jo en ’Udbud/Efterspørgsel ’-situation.

En kommunikationskonsulent, der ved noget om kommunikation – Det er jo en formidlings-situation.

En festarrangør, der ved noget om afholdelse af større arrangementer – Det er jo en fælles-indsats-arrangement-situation.

En frisør, som ved noget om håret, som lusene bor i – det er jo en hår-situation.

Da Luse-udvalget samler deres viden, finder de ud af, at en fælles luse-kur-dag nok er den bedste strategi. Udvalget kunne også have valgt andre strategier, men strategien om en fælles luse-kur-dag i landsbyen favner de mange faktorer, der er på spil, når en hel landsby skal samles om en fælles indsats mod lus.

Strategien skal være effektiv, kunne kommunikeres ud til alle landsbyens indbyggere (Lige fra skolelæreren, de syriske flygtninge på asylcenteret, de unge der hænger ud på Q8-tanken, eneboeren i huset på bakken, børnefamilierne i rækkehusene, de gamle i ældreboligerne og de unge tilflyttere i kollektivet på det nedlagte landbrug), og så skal strategien tage højde for, at det er en ny type lus, man ikke før har haft i landsbyen.

Strategien er klar: Alle husstande får en pjece om luse-kur-dagen en måned inden arrangementet afholdes. Apotekeren afleverer om morgenen luse-shampoo til alle landsbyens husstande. Børnene holdes hjemme fra børnehave, så de sammen med resten af familien får luse-shampoo i håret. Klokken 15 afleveres de tomme shampoo-flasker i teltet på torvet til apotekeren i bytte for et stykke sandkage og en kop kaffe.

I dagene op til ’Lus-kurs-dagen’ begynder (fag)personer udenfor Luse-udvalget imidlertid at hænge plakater op på landsbyens torv:

En pædagog hænger en plakat op med ’Lad børnene blive i børnehaven. De lærer ikke om børnefællesskaber hjemme!’.

En luse-ekspert hænger en plakat op med ’Fuck luse-shampoo. Kæmning er vejen frem!’.

En kommunikationskonsulent hænger en plakat op med ’Information via pjecer sucks’.

Mange af byens indbyggere læser plakaterne, og nogle indbyggere bliver i tvivl, om det giver mening at bruge luse-shampoo. Om det giver mening at holde børnene hjemme. Om det giver mening at læse en pjece. Andre bliver i tvivl, om man nu kan være sikre på, at ALLE landsbyens indbyggere bakker op. Og de børnefamilier, der har bøvlet med lus i årevis, bliver nervøse for om Luse-kur-dagen mislykkes, så de fortsat skal bøvle videre med de små utyske – både lusene og børnene.


’Jeg lover… at lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn’. Det kan lyde som indgangsbønnen til det samfundssind, som Statsministeren beder os danskere udvise i denne tid. Imidlertid er det første ’bud’ i lægeløftet, den etiske forpligtelse som læger giver hånd på efter deres embedseksamen.

Betyder det, at læger ikke må diskutere virusstrategi? Nej!

Betyder det, at lægers offentlige indlæg på sociale medier i denne tid kræver særlig omtanke og ansvarlighed? Forhåbentlig.

(Beklager til alle kommunikationskonsulenter, hvis pjecer bare er alle tiders kommunikationsform. Det var bare et eksempel).

… og så må der gerne være en skildpadde!

Da jeg ryddede op i børnehuset, fandt jeg en folder om en bog om børns seksualitet. Tænker samtalen mellem forfatteren og trykkeren af folderen har lydt nogenlunde sådan her:

‘Jeg skal have lavet en folder om min bog om børns seksualitet’.

‘Det kan vi sagtens klare. Skal der være billeder i folderen?’

‘Ja tak. Der må gerne være et billede af to børn, der “udforsker”‘.

‘Udforsker… Det kunne f.eks. være et billede, hvor… “.

‘De må gerne bruge en fjer. Gerne en meget stor fjer. Og helst blå. Og så må det ene barn gerne være klædt helt i grønt’.

‘Okay… Så to børn, en blå fjer…’.

‘Sagde jeg det med skildpadden?’

‘Nej, du nævnte ikke nogen skildpadde?’

‘Nå, men der skal være en skildpadde på billedet, og skildpadden må gerne se lidt forlegen ud’.

‘Forlegen?’

‘Forlegen!’

‘Say no more!’: