Akrylneglen

Forleden endte jeg i et skænderi med to fremmede mennesker. Det var overraskende – for ægteparret og i den grad også for mig selv.
Jeg skændes nemlig ikke. Det er et princip.

Nå, men jeg gjorde altså en undtagelse forleden, da en bil holdt ulovligt parkeret foran bageren, der er nabo til mit hus. Der er nemlig en rigtig god grund til, at Odense Kommune har besluttet, at man ikke må parkere i den side af vejen (foran bageren og mit hus), for dengang man måtte, levnede de parkerede biler i begge sider af vejen kun ét spor for trafikken, så cyklister måtte køre på fortovet og biler køre zigzak mellem hinanden og engang imellem også lidt zikzak ind i hinanden.

Den store Porsche Cayenne holdt i en skæv vinkel fra kantstenen, så jeg besluttede mig for at yde lidt trafikal serviceinfo, inden jeg trillede ind med mine indkøbsposer.

To lette bank på bilruden, der blev rullet ned af en lang akrylnegl, der trykkede på en knap: ‘Hej (Stort smil for at vise damen på passagersædet, at jeg kom med fred og vigtig trafikal info) I har nok ikke set skiltene, men man må ikke parkere i den her side af vejen. Det er fordi, at det skaber noget trafik-hurlumhej’.

Akrylneglen, uden at kigge op fra sin iPhone: ‘Det er ikke mig, der har parkeret’.

‘Øh hvad?’

‘Det. Er. Ikke. Mig. Der. Har. Parkeret. Bilen’ Akrylneglen udtalte ordene langsomt og tydeligt.

(Og det var så her, at jeg helt uskønt gav slip på mit princip).

Nå okay. Det var bare fordi, du lignede et voksent menneske i en bil, men måske var jeg lidt for optimistisk?’

‘Du må tale med min mand. Han er ved bageren‘. Akrylneglens blik veg ikke fra Facebook.

Amen, ved du hvad? Det gør jeg!’

Selvfølgelig føler man sig lidt dum, når man står der med armene over kors og ryggen mod en dame med akrylnegle, der ikke synes, at man findes. Heldigvis kom hendes mand hurtigt ud af bageren med et skiveskåret rugbrød under armen.

Hej. Jeg har lige talt med din hustru om, at man ikke må parkere her, men hun mente, at det var bedst, hvis jeg talte med dig’.

‘Oookay?…’ Manden i dynejakken og de spidse sko kiggede spørgende ind på akrylneglen.

Ja altså, det er fordi, vi har bøvlet med nogle uheld her på vejen, og derfor er der sat skilte op, der viser, at du ikke må holde her. Havde du ikke set dem?’

‘Jeg har bare købt et rugbrød. Jeg kører nu’. Dynejakken var ved at stige ind i bilen.

Det er faktisk så snedigt, at uanset om du køber Kajkager, rugbrød eller en brikjuice, så må du ikke parkere her’.

‘Nå. Jeg havde ikke set skiltene, men det gik jo heldigvis fint’.

‘Nej, men prøv og se nu… (En energisk finger i retningen af to biler, der kort efter passerede hinanden uden nogen som helst problemer)… Ja okay, lige her gik det så fint. Men det kunne altså været gået helt galt’. (Faktisk havde det været helt rart, hvis de to biler var kørt ind i hinanden, så den ene bil måske var rullet om på taget og brudt i brand. Uden at nogen kom til skade selvfølgelig).

Ja okay. Jeg husker det næste gang’.

‘Super! Det er jeg glad for. God dag’.

Det føles godt at få styr på det med parkeringsforholdene. Mindre godt, at man bliver så rødmosset i ansigtet af at slippe sine principper

Juleaften

Min far sidder altid for bordenden. Og min mor har et stribet forklæde på i køkkenet. På den måde ser de helt almindelig ud, nærmest traditionelle, mine forældre.

Bordenden er imidlertid kun en bordende. Ikke en piedestal eller en hierarkisk tinde. Det behøver han ikke, min far:
Hans hjerte misser aldrig et slag, selvom han ofte er den første, man kalder til gerningsstedet, skillevejen eller de søvnløse nætters mørke, så man ikke er der alene. Han er god at fare vild med, så man ikke bliver væk.

Min mor i forklædet. Det er næsten ironisk. Min mor er fuld af liv. Upoleret liv. Bare liv, som mennesker nu vælger at leve det. Hun tør klappe en kæmpe på kinden, og hun ved, hvad man savner, inden det er blevet et konkret ønske. Juleaften var det et gulvtæppe til Lucca Maries værelse. Først, en skepsis. Nu er tæppet dét, der binder rummet sammen.

Min søsters mand elsker min søster. Ikke på trods. Fordi. Det er finest sådan. Han kan tale om tal og og ryghvirvler og defekte tagsten og bagved handler det hele om mennesker, og om hvordan man passer på dem, man elsker. Han er god, min søsters mand. God for hende. Og god. Punktum.

Nana Sofie hedder min søster. Et smukt navn fuld af varme og kvindelighed. Det er hun præcis. Også når hun er nådesløs med rette, eller passende upassende. Hvis andre ikke er enige, så tager de fejl. Med mindre de har ret, så får de ret. Det er ikke stædigt eller indbildsk. Langt fra. Det er klogt. Min søster er klog.

Ava. Ava er et væsen. En lille fe med fjedrende skridt og en glødende sjæl. Lige nu taler vi om glimmer-tusser, legegrupper og skrækken for at få hovedet under vand til svømning. Engang… Kun himlen sætter begrænsninger.

Min søn er det venligste menneske, jeg kender. Blottet for forstillelse og muskler, der spiller. Hans tanker går sine egne veje, og hans hjerte er ligetil. Han elsker. Og står ved det. Og ved sig selv. Sådan er Carl.

Lucca Marie er fuld af drømme. Ønsker. Ikke fordi ‘nu’ ikke er tilstrækkeligt, men fordi livet skal strækkes og bøjes, så det leves fuldt ud. Fordi Lucca Marie har sindet, modet og gløden til at strække et liv. Lucca Marie er en brise. En hvirvelvind. En inspiration.

Sådan er min familie. Jeg så det selv juleaften.

Det er tid til at bryde tabuet

Vi har alle sammen oplevet det. Alligevel taler vi ikke om det.

I dag skete det for mig. Igen. Det er ikke rart at tale om, men det er nødvendigt. Vi bliver nødt til at have en fælles holdning til det! Derfor bryder jeg tabuet.

I kender det godt: Man går ind på et offentligt toilet for at tisse og bliver ramt af et andet menneskes ’luft’. Ærindet er akut, og det er derfor ikke en mulighed at flå buksen op igen og drøne i retning af et andet toilet, fordi man ikke orker at være et menneske, der har tisset i bukserne på et kommunalt uddannelsescenter.

Så man sidder der på kummen og udholder lugten og tanken om, at man indånder luftbåret puh, der for et øjeblik siden forlod en eller anden projektkoordinators endetarm. Det er slemt. Værre endnu er imidlertid tanken om det dilemma, der opstår, hvis der står et menneske og venter foran døren, når man forlader toilettet: Hvordan får man placeret ansvaret for lugten hos projektkoordinatoren uden selv at virke skyldig?

Jeg har valgt at opstille 4 muligheder, som I kan melde ind på, så vi kan få det afgjort:

1. Den uhøjtidelige: ’Pyha… Tag en dyb indånding, for inden jeg TISSEDE, har der vist været én på toilettet, der tog to gange af den stuvede hvidkål i kantinen’. Her kan et lille vift om næsen være et fint lille supplement.

2. Den desperate: ’Det var ikke mig. Jeg ved godt, at man også siger det, hvis det virkelig var én, men DET.VAR.ALTSÅ.IKKE.MIG! Hvis du følger efter mig, så skal jeg sikkert på toilettet om en times tid i ’det ærinde’, og det ville jeg jo ikke kunne, hvis jeg lige havde gjort det. Ville jeg vel? Svar lige. Ville jeg vel? Kan du høre mig gennem døren? Jeg venter bare. Men det ville jeg jo ikke. Vel?’.

3. Den teatralske: Her anvendes ingen ord, men derimod en veludført mimik, hvor man som en tilfangetagen flår døren op med en ’Hvad fanden sker der for folk?!’-mine, så Venteren kan se, at man blev bragt i en ufrivillig situation af en eller anden med dårlig toilet-pli. Her kan man overveje at tage den skridtet videre og pege på en eller anden vilkårlig type, der tilfældigvis står ved kaffemaskinen, mens man hvisker ’Se! Helt tom mave, som han prøver at fylde med kaffe. Psykopat!’.

4. Den voksne: Man forlader toilettet og tænker ikke mere over det, og går i hvert fald ikke hjem og laver et blogindlæg om det.

Så: Hvad beslutter vi?

Når en tømrer sender et håndskrevet brev til en pædagog

I dag fik jeg post. Ikke en mail. Ikke en sms. Et brev skrevet i hånden på linjeret papir. Uden afsender.

Det var fra Michael, som jeg ikke kender. Det eneste jeg ved om Michael er, at han er tømrer, far til to, og at han læser Fyens Stiftstidende.

Michael havde en smuk og klog tilføjelse til mit læserbrev:

Hej Iben

Tusinde tak for dit utroligt gode input i avisen.
Jeg sad rørt tilbage og synes, at det var så rigtigt og vigtigt.

Du har fuldstændig ret i, at vi skal værne om det samfund, vi har. Vi skal støtte de pædagoger, der lærer vores yngste at indgå i fællesskaber. Vi skal bakke op om de lærere, der underviser og guider vores børn videre.
Vi skal fastholde den danske model, hvor vi kan sende de unge ud i uddannelser og jobs, som de kan leve af og med.

At arbejde på en byggeplads virker lidt ligesom legepladsen. Vi går en flok forskellige folk med hver vores plan og interesser, gamle erfarne svende, unge og lærlinge. Vi er presset af chefer med tidsplaner, priser og uforudsete problemer. Alt dette er vi nødt til at løse sammen på tværs af fag og forskelligheder. OG DET LYKKES!
På grund af folk som dig, der gav os et lille skub, når vi mangler det.

Tusinde tak.
Venlig hilsen Michael (Tømrer og far til 2)

En tømrer, der sender et håndskrevet brev til en pædagog… Meget er muligt, når #Vigør

Strithår og fem sorte pantere

Det er fire år siden, jeg skrev ordene. Imidlertid er følelsen præcis den samme:

Jeg elsker at være pædagog! Det er ikke et mantra. Ikke en insisteren. Det er en grundstemning. En varm følelse i mig hver dag, der minder mig om, at jeg elsker at være pædagog.

Der er selvfølgelig det ydre, det omkringliggende: Budgetforligene, normeringerne og alt det andet, som ligger som vilkår omkring den fine, lysende kerne, der er pædagogikken. Selvfølgelig forholder jeg mig til det. Lige længe nok til at huske mig selv på, at ”verden derude” findes. Men så heller ikke længere.
For ”verden derude” findes ikke, når Alfred har fået strithår i børnehave, og møder mig i døren med et ”tadaaaaa”.

Verden derude findes ikke, når Elias uden tøven tilgiver mig, at jeg kom til at ødelægge hans fine lego-konstruktion, da jeg løftede den ned af hylden, fordi jeg også altid ser det bedste i ham.

Verden derude findes ikke, når et ”Sig mig engang, er det her et panterbur? ” i et åndedrag bliver til en hule, et madkammer, to dyrepassere og fem farlige sorte pantere.

Verden derude findes ikke, når forældre tålmodigt venter med at proppe deres børn i regntøj og cykelvogne, fordi historien om Onde stenen først lige er begyndt.

Meget har forandret sig, siden jeg skrev ordene: Børnene hedder noget andet, og jeg sidder mere bag et skrivebord. Imidlertid er det præcis lige så vigtigt at huske, at intet er vigtigere end strithår og fem sorte pantere. For børnene og den dér varme grundstemning i kroppen.

Mændenes internationale kampdag

Mændenes internationale kampdag minder mig om, dengang jeg skrev en tekst til Lucca Marie, hvor jeg satte mænd i bås. Mine ord er et levende bevis for, at der er noget at kæmpe for/mod (Selvom det nu ikke er helt løgn):

Kære Lucca Marie
Forleden så jeg, hvordan den unge mand blinkede til dig, da han holdt døren for dig. Jeg så, at forvirringen i dine øjne endnu (heldigvis) er større end fascinationen. Derfor har jeg opsummeret den vigtigste viden om mænd. En viden, du kan have i tankerne, hvis du (om mange år) beslutter dig for at blinke tilbage. En teori om mænd, om du vil.
Der findes fire slags mænd:

Spændende mænd
Spændende mænd ved ting.
Om verden og menneskerne i den (Nogle spændende mænd ved dog meget lidt om mennesker). Spændende mænd gør faktisk mere end at vide. De gør noget med deres viden: De skaber. Ikke for rigdom eller berømmelse. Fordi de ikke kan lade være.
Spændende mænd er godt selskab. Ikke nødvendigvis godt følgeskab.

Trygge mænd
Trygge mænd er loyale. Overfor sig selv og derfor overfor andre mennesker.
Det er selvfølgelig praktisk, når de skal til julefrokost/på seminar/i byen med gutterne. Det vigtigst er imidlertid, at du vil opleve følgeskab: Man kan forbinde sig til andre, når man er i forbindelse med sig selv. Ellers ikke.
Trygge mænd kan godt være lidt kedelige. I så fald må du finde dig en spændende hobby eller dyrke dine sociale fællesskaber. Måske kræver det lidt mere end en biografklub. Måske ikke, hvis det er med den rigtige slags biograf-veninder.

Spændende og trygge mænd
Spændende og trygge mænd er lette at genkende: De lytter, selvom de selv har meget på hjertet. Fordi det er vigtigere at lære end at belære. Vigtigere at selv-istandsætte end at selv-iscenesætte.
Din morfar er sådan en mand. Helt objektivt. Det er han altså.

Mænd, der hverken er spændende eller trygge
Nu kender du ikke Claus Elming, så tænk reality-deltagere: De hører til i denne kategori. Risikoen er i hvert fald overhængende.

Derudover er der kun to andre ting, som jeg håber, at du vil huske:
– Lykke er ikke kun eufori. Det er også ro.
– Du kan ikke redde en mand. Det må han selv klare. For sin egen skyld. Og din. Men du kan holde ham i hånden, mens han redder sig selv. Konkret, ikke metaforisk.

Kærlig hilsen mor

P.s. Måske gælder det også kvinder.

Et pip om pædagoguddannelsen

Fagbladet Børn og Unge sætter i dette nummer et relevant fokus på pædagoguddannelsen. Jeg har bidraget med et pip om, hvad jeg som leder kunne ønske mig af uddannelsen, men desværre er der sket et ‘ups’, så mit finpudsede citat ikke er bragt. Det kommer her:

Pædagoger skal først og fremmest selvfølgelig have en viden om børns udvikling, og om hvordan pædagogen skaber og varetager et læringsfyldt samspil.

Når det er sagt, så er det også helt en central kompetence, at pædagogen kan reflektere over sin egen og børnehusets praksis. Det pædagogiske arbejde tilrettelægges og organiseres med udgangspunkt i, hvad børnegruppen viser, de har brug for. Denne proces fra observation til handling er baseret på en refleksions-kompetence – både hos den enkelte pædagog og i teamet. Ligeledes opstår ‘øjeblikkets gode pædagogik’, når pædagogen i en konkret situation kan gribe de læringsmuligheder, der hele tiden opstår – hvis man får øje på dem. Dette ‘blik’ er ligeledes refleksivt. Både i forhold til barnet, den konkrete situation og i høj grad i forhold til pædagogens egne valg af handlinger.

Jeg forestiller mig selvfølgelig ikke, at man som ny-uddannet pædagog er ekspert i at reflektere over en pædagogisk praksis og omsætte disse overvejelser i konkrete pædagogiske tiltag. Det kræver viden om barnet, børnehuset og teamet. Imidlertid kan seminariet styrke de studerendes refleksions-kompetencer på et ‘filosofisk’ og metodisk plan, så de har et metodisk afsæt at forholde sig til praksis igennem’.