Finesse

Her til aften gik jeg til yoga med tå-sokker i skoene, en ostemad i hånden og country i høretelefonerne og bad til, at jeg ikke pludselig fik et hjertestop og faldt død om. Orkede ikke at bruge min sidste udånding på at hviske ‘Det var ikke sådan her, jeg levede mit liv. Der var mere finesse!’ til de forbipasserende, der var så uheldige at finde mig.

Reklamer

Vil du med?

På trods af min stål-vilje oplever jeg udfordringer med min kur (F.eks. er det virkelig en udfordring, at jeg i dag spiste en cheeseburger-menu og en is).

Derfor tænder jeg igen i morgen min træningsapp. Vil du være med i 30 dage? Sådan lidt støtte-gruppe-agtigt, hvor vi kan skrive ‘You go girl’ (eller hvad der nu falder os ind) til hinanden. Det tager kun et par minutter. Ca. samme tid som at spise en cheeseburger-menu.

Benhård slankekur

For at få lidt styr på min all-inklusive-krop har jeg taget den benhårde beslutning om at holde en tiltrængt pause fra kager, slik og is. Derfor har jeg i dag KUN spist:

Et blødkogt æg og et ristet stykke rugbrød.
Én pølsemad.
Et æble.
Én chokolade (Ren høflighed til et møde).
Én pølsemad (På vej ud af døren til forældremøde).
6 kammerjunker (fundet bagerst i en køkkenskuffe).
3 stykker pålægschokolade.
2 fingerspidser honning.
Én halspastil med jordbærsmag (Fundet i søns skoletaske. Muligvis fra sidste vinter).
Én is (Ren varme foranstaltning. Nød den overhovedet ikke).

Fortsætter den gode stil i morgen 👍

Telefonbog

I weekenden opdaterede jeg telefonbogen i min arbejdstelefon. Et hurtigt blik nedover navnene fortæller mig, at jeg åbenbart har vanskeligt ved at huske efter- og firma/afdelingsnavne på dem, jeg taler med. Heldigvis ser det ud til, at jeg har opfundet et system, så jeg alligevel kan ringe til:

Container-Vivi

Gode Kim Gartner der bygger hud (Mon ikke jeg mente ‘hus’?)

Lamel-Bo

Mike Bygnings-halløj

Perle-Erik

Gardin-fætter

Snaksagelig plante-mand

Ham med kablerne

Skrap ejendoms-dame

Carsten Springvand

Gladiator Mads i olie

Den falske rengøringsdame

Jeg mener noget om en nøgen kvinde

For fem år siden harselerede jeg over Euroman. Jeg mener det stadig!

Billedet ligner i store træk de andre billeder af smukke kvinder, som Euroman sætter øverst på deres ‘Morgenpost’: En indtagende kvinde, henslængt i en sofa i en smagfuldt pirrende og kunstnerisk positur.

Denne morgens smukke kvinde adskiller sig imidlertid en smule fra de andre smukke kvinder: Hun er ikke tynd. Hun er i en normativt optik ‘helt normal’. Ikke tyk, ikke tynd. Bare helt almindelig. Eller rettere… helt almindelig er hun nu ikke: Hun er fortryllende smuk, og hendes smil er sandsynligvis en hjertelig latter, hvis kameraet havde indfanget mere end dette øjeblik. Hendes hud er blød, og hendes former er proportionelle, glatte og svungne som en malerisk landskab.

Teksten under billedet har gode intentioner: ‘En sund, fyldig og nærende Morgenpost til dig’ aka ‘Euroman vil gerne være med til at ændre de gængse opfattelser af skønhed’. Tak for det Euroman.
Der er imidlertid et paradoks… Under billederne af alle de andre kvinder i Morgenposten har der aldrig været kommenteret på kvindens vægt ‘En undervægtig, og derfor måske ikke helt mættende snack til dig, men hun er ubestrideligt smuk at kigge på, og så kan du måske bare svinge forbi Shell og købe en basse på vej til arbejde, så du ikke får for lavt blodsukker og bliver træt under dit vigtige morgenmøde’. Euroman ser altså ikke kun en smuk kvinde, men en smuk ‘fyldig’ kvinde. Et paradoks når intentionen højest sandsynligt er at udfordre den gængse opfattelse af skønhed, hvor kvindens vægt desværre ofte er en central præmis.

Euroman understøtter imidlertid også forvrængningen af de gængse måleenheder. ‘Almindelig’ er åbenbart ‘fyldig’, hvilket vel må betyde, at det normativt normale er at være slank. Nu skal jeg ikke gøre mig klog på statistik, men hvis man tog et rundhåndet gennemsnit af kvinders vægt, så gætter jeg på, at størstedelen – og derfor de normativt normale – ville have lidt til både gården og gaden. Jeg går i hvert fald rundt og føler mig temmelig gennemsnitlig, og det er da ikke helt uden bølgegang omkring navlen, når jeg forcerer kældertrappen i friske hop to trin ad gangen.

Mit bud er også, at den forskruede måleenhed ville vække en del protester, hvis man overførte den til indkøbene i den lokale Fakta: ‘Øhh, der stod et kilo for 20 kr., men jeg skal betale 50 kr. for de her æbler?!’ ‘Jaaaaaa… Det er en dejligt pose æbler, du har fået dig der. Tak for nu’.

At Euroman fremhæver kvindens form er selvfølgelig et statement. Kvinden er fyldig og sund, hvilket måske synliggør et velkomment oprør mod den kropsoptik, der hersker i modeverdenen. Men i den virkelige verden – der hvor kvinder henslængt i sofaer også omfatter fjernbetjeninger, højlydt snorken med tilhørende ‘fos af savl’ – dér ser og elsker mænd ‘kvinder’. Alle mulige slags kvinder (helst ikke på samme tid), der ser ud på vidt forskellige måder. Jeg tror aldrig, at min kæreste har tænkt ‘Min fyldige kæreste virker træt. Gad vide om min fyldige kæreste har haft en lang dag på arbejde. Jeg må hellere lave aftensmad, så min fyldige kæreste slipper for det’. Det tillader vel én at drage den konklusion, at Euromans mandlige læsere måske heller ikke hæfter sig ved kvindens vægt, når han åbner sin Morgenpost. Måske hæfter han sig ved den smukke kvinde med det legende smil og den sensuelle krop. Det tror jeg.

Det er ikke skæld ud. Ikke rødkindet ophidselse eller forargelse. Jeg hamrer ‘synes godt om’ -knappen i bund over den smilende skønhed i dagens morgenpost. Min begejstring ville imidlertid være større (gængs måleenhed), hvis kvinden på billedet og Euromans hensigt med at bringe det fik lov at tale for sig selv.

Mange venlige hilsner
En kvinde i en sofa

Carl er helt okay ❤️

I dag gik Carl og jeg tur i skoven og talte om tillid.

‘Hvordan mærker du, at du kan have tillid til nogen?’ spurgte jeg.

‘Det handler jo ikke så meget om, hvad jeg mærker, men om hvad jeg ser. Hvis folk kender sig selv, så er der ofte grænser for, hvor idiotisk de opfører sig’.

Carl er helt okay ❤️

Grøn 2019

Nogle gange skal der gå lidt tid, før man kan le ad noget:

Ibens Grøn 2019 i klokkeslæt

13.45: Ankomst til Grøn.

13.46: Konstanterer gennem-svedning af t-shirt… på maven.

14.10: Saveus med 1 kildevand, 1 Sommersby med isterninger og 7 til 10 ‘Juhuuuuu’-glædeslyde.

15.05: Konstanterer tunnelsyn og ufrivillig kraftig krængning mod venstre ved gang.

15.06: Spørger verdens bedste sygeplejerske-veninde, om vi kan finde lidt mad til mig.

15.07: Sidder med hovedet mellem benene op ad et burger-telt i 20 cm skygge og ser verden i sort/hvid i den del af mit synsfelt, der stadig dur.

15.10: Verdens bedste sygeplejerske-veninde lægger våde servietter i min nakke og hælder vand på mine ankler og håndled, mens jeg spiser de pomfritter med ekstra salt, som verdens bedste sygeplejerske-veninde har hentet og sat foran mig i græsset.

15.30: Forsøg på at stå oprejst mislykkes, da det bl.a. virker som om, at pomfritternes krumning afstedkommer en form for boomerangeffekt, så pomfritterne forsøger at vende tilbage til bakken. Eller ned på mine sandaler.

15.31: Tilbage til ‘Hovedet mellem knæene’-positur foran burger-telt.

15.35: Indser nødvendigheden af verdens bedste sygeplejerske-venindes forslag om at søge lidt skygge i Førstehjælpsteltet.

15.45: Svarer ‘Jeg er faktisk ikke fuld, men bare lidt varmefølsom’, da Falck-pigen (som er ung nok til at være min datter) spørger, om jeg har fået drukket nok den dag. (Falck-pigen mente vand. Ikke om jeg havde nået at drikke mig feststemt, til Kesi gik på scenen øjeblikket efter), mens jeg sidder med hovedet mellem knæene på en sort klapstol i et telt fuld af mennesker, der har slået deres ankler, er blevet stukket af bier, eller er plørefulde. Igen, kunne jeg være mor til dem alle.

15.47: Får sprayet koldt vand på ankler og håndled af Falck-pigen med sådan en ‘Sprøjter’, som frisører og orkide-entusiaster bruger.

15.48: Siger ‘Jeg er faktisk et helt almindeligt menneske. Altså, jeg har børn og alt muligt’ til Falck-pigen, der må blive mig svar skyldig på, hvorfor alle de andre gæster ikke også har fået hedeslag, når jeg nu har.

16.00: Svarer ja til, at Falck-pigen må hælde vand i min kasket, så jeg kan afkøle mit hoved.

16.03: Sidder med en våd kasket på hovedet på en sort klapstol i et førstehjælpstelt og lover Falck-pigen, at jeg vil holde kasketten våd hele dagen, og at jeg vil stå lidt i skyggen foran teltet, inden jeg går til koncert.

16.30: Sidder på et tæppe. Væder kasket.

16.52: Får det for varmt i solen på tæppet (Kasketten tørrer også hele tiden ud).

16.53: Står i de 20 cm. skygge foran burger-telt med verdens bedste sygeplejerske-veninde og drikker vand og vædet kasketten.

17.15: Opdager at armbåndet omkring mit håndled giver adgang til ‘Gæste-området’, hvor man vælter sig i skygge, siddepladser og toiletter uden kø. Ærgerligt og vidunderligt på samme tid. Mest vidunderligt.

18.30: Taber mit dankort ned i toilettet.

18.31: Stikker min hånd ned i et toilet fuld af mit eget tis efter dankortet.

18.33: Godt selskab, god musik i baggrunden, behersket indtag af passions-drink.

21.30: Fantastisk Dizzy Mizz Lizzy-koncert.

22.30: Bugserer fremmed beruset teenage-pige ind i taxa på vej hjem.

22.45: Bugserer fremmed beruset grandvoksen mand ind i taxa på vej hjem.

23.00: Hjemme.

23.01: Hænger kasket til tørre.

23.05: Beslutter i min seng aldrig mere at tage til Grøn.

Her står jeg – som lovet – lidt i skyggen efter endt behandling i Førstehjælpteltet og køler nakken med en våd kasket på hovedet: