Nogle gange bliver man nødt til at brække armen på barnet

Da vi talte om drengen med de vilde lege på stuemødet, besluttede jeg mig for at brække armen på ham.

Det var selvfølgelig at foretrække, at drengen kunne færdes frit og med fuld bevægelighed i børnehavens legemiljøer, men når det nu ikke lod sig gøre, uden at de andre børn ofte blev forskrækkede eller blev væltet omkuld, var en brækket arm ikke til at komme udenom.

Der gik heldigvis ikke mere end et par dage, før jeg så mit snit til at brække armen på ham.

Fire piger og jeg legede ’Så sagde vi jo, at du var jo moren, der havde fire kæledyr (to kaniner og to hamstre)-legen. Når kæledyrene ikke lå på deres puder foran hver deres madskål, øvede de balancegang på en række opstillede stole eller blev aet på hovedet af Moren.

Pludselig hylede en kanin op, fordi drengen havde skubbet hende ned at stolene. ’Hov, vil du være med?’ sagde Moren, da der var kommet ro på kaninen. Det ville drengen virkelig ikke! ’Det er ellers lige sådan en som dig, vi mangler i legen’. Kæledyrene så noget skeptiske ud.

’Jeg forklarer dig lige legen, og så er det helt okay, hvis du ikke vil være med’. ’I er kæledyr, I har hver en plads på en pude. Man kan blive aet, få mad i en madskål eller gå balance på rækken af stole’.Drengen så ikke videre imponeret ud. ’Og så er der faktisk et par røvere udenfor vinduet, der hele tiden prøver at komme ind og snuppe mine kæledyr, så vi mangler en hundehvalp, der kan jage banditterne væk’.

’Så er jeg en tiger, der jager zombierne væk!’ sagde drengen og for hen mod stuens vinduer og brølede som en vild. Kæledyrene for sammen og skævede til hinanden. ’Hov, kom lige tilbage. Jeg er SÅ glad for, at du vil passe på mine kæledyr, men tigeren havde desværre brækket sin arm, så den skulle lige bevæge sig lidt forsigtigt. Moren var heldigvis også dyrelæge, så hun kunne give tigeren forbinding på. Tigeren var fyr og flamme. Gips på armen, yes mand! Sirligt, med seriøs lægestemme (’Gør det ondt, når jeg trykker dig på håndleddet. Godt, så er gipsen ikke for stram’) blev køkkenrullen tapet fast på tigerens arm.

Tigeren og kæledyrene legede sammen helt indtil frokost. Tigeren skræmte ingen kæledyr, kun zombierne udenfor vinduet. En af kaninerne meldte sig sågar til sidst på beskytterholdet med tigeren.

Det er meget lettere at minde en beskytter-tiger om en brækket arm, end at minde en lege-glad dreng om tempo og omtanke. Da jeg gik hjem senere på dagen, sad gipsen stadig på drengens arm. Yes mand!

Dynamit kage

Dynamit-kage med følelsesregulerings-topping

Portioner: 4 – 6 børn.

Varighed: 15 minutter til 45 minutter afhængig af børnenes zone for nærmeste udvikling.

Sværhedsgrad: Tungen lige i munden, men ikke sved-i-dameoverskægget-svært.

Ingredienser

• To spande i forskellige størrelser, herefter ’Lille-kagen’ og ’Storekagen’.
• Skovle til alle bagere.
• En omvendt mælkekasse (Kun relevant for pædagoger over 45 år, der er 35 minutter om at folde en ’skrædder-stilling’ ud igen.
• En sandkasse.

 

Opskrift

Fyld sand i en spand sammen med børnene. Indledningsvis, de gængse ingredienser: Chokolade, flødeboller, jordbær og sukker.

Klap sammen med bagerne sandet på plads i spanden. Vær opmærksom på, at bagerne ikke klapper sandet op i hovedet på hinanden.

Tilsæt første spændingselement ’Nå, mine damer og herrer. Nu skal vi have vendt vores kage. Bare den ikke går i stykker. Uha, uha. Vi tæller lige sammen’. Når spanden er talt ’1, 2, 3’ på hovedet, siges remsen ’Hokus, pokus, flødeboller med kokus’, og så tages den dybe, fælles indånding, inden spanden løftes og afslører en fin kage.

Her opstår første risiko-punkt, for bagernes instinkt byder dem at smadder-hakke kagen i stykker UDEN først at koordinere med de andre bagere. Læg din hånd over kagen, så snart kagen er afsløret, så du kan nå at sige ’Når jeg har talt til tre, så hakker vi kagen i stykker’.  Hav gerne øjenkontakt med den mest smadre-lystne bager, mens du siger det.

Når kagen er smadret, og I har grinet færdig, gentager I ovenstående proces, indtil bagerne sætter tempoet op, fordi processen er blevet for genkendelig.

Tilsæt næste spændingselement, så genkendeligheden får lidt modvægt. ’Hey, vent! Vi laver lige et forsøg: Kan vi mon sætte endnu en kage ovenpå storekagen?!’. Dét er bagere ALTID friske på at undersøge!

Ovenstående proces gentages nu med både ’Storekagen’ og ’Lillekagen’, indtil bagerne igen sætter tempoet op. Nogle af bagerne vil undervejs i processen ’stå af’ den aktive del af kagebagningen, fordi de mest virkelystne bagere hænger i med neglene i følelsesreguleringen. De mere stilfærdige bagere varetager herfra tælle-, indåndings- og remse-punktet i kagebagningen, så de får mulighed for at deltage uden at føle, at det er med livet som indsats.

Doser undervejs i kagebagningen med tilpasse spændingselementer (Ingredienserne kan f.eks. udskiftes med dynamit og muselort – det er altid et hit). Hvis kagen er ved at brænde på, har du kommet for meget spænding i kagen. Her kan et skvæt historiefortælling, om dengang du var lille og spiste en hel kage og fik mavepine, være en god brandslukker, der sænker temperaturen lidt.

Husk at informere bagerne, INDEN sidste kage laves, og sørg for at sidste kage-lavning er uden dynamit og ’Ohhh nooooo! Jeg tror, at den vælter’-hype, så bagerne kommer lidt ned i grader, inden de drøner mod cykelskuret.

Vendepunkt

‘Kunne du prøve at bevæge dig lidt mindre som en… lygtepæl?’ spurgte fotografen, der havde fået den utaknemmelig opgave at tage billeder til artiklen. Det kunne jeg desværre ikke, men jeg kan slå en skraldlatter op, når nogen siger sandheden med swung og uden sløjfe på, og sådan endte det hele alligevel lykkeligt.

Læs med her: https://www.epaper.dk/buplforbund/boernogunge/2024/012024/

Forskning

Min klumme i Børn&Unges årlige forskningsmagasin er uden tvivl det mindst spændende i forskningsopsamlingen.

Der er f.eks. forskning om betydningen af børns omsorg for hinanden, og forskning om hvordan barndomspædagogikkens pionerer skærper nutidens pædagogers faglige dømmekraft.

Læs med her frisk fra trykken: https://www.epaper.dk/buplforbund/forskning/blad/forskningskavalkade-2023/

Vindfanger

Hele vejen på cyklen ud i børnehaven ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde planlagt noget godt til tiden på legepladsen. Børnene, en vikar og jeg var blevet givet værdifuld tid om formiddagen på legepladsen, mens de tre gode pædagoger fik sat de sidste streger på vigtige planer, og så havde jeg sovet i timen. Satans!

 

Jeg bandede og svovlede (indvendigt), mens jeg klædte mig af i garderoben og fiskede min taske ud af Fakta-nettet, der havde ageret interimistisk regnslag i cykelkurven. Og så slog det mig: Vi kunne fange vind! Her stod jeg med en vindfanger fra Coop 365, udenfor brølede en kategori 1, og da vi forleden smadrede isflager på legepladsen, var interessen og gejsten blandt flyverdragt-folket ikke til at tage fejl af. Vi kunne fange vind! 

 

Det er jo let at fange vind i stormvejr, men hvor er den bedste vind? (På bakken, hvis I er interesserede). Bliver vinden ved med at være samme sted? Lader vind sig fange uanset, hvordan man holder vindfangeren? Kan man nå at fange den vind, der får grenene til at bevæge sig, eller er den væk, før man når frem? Er det lettere at fange vind, hvis vindfangeren sidder på en høj vindfanger-pind? (Ting, skal have navne i en leg).

 

Og så alle de indre spørgsmål: Hvem har brug for at være vindfanger-pind-holderen? Hvem er vindfanger, men har endnu ikke helt modet til at være vindfanger-pind-holder? Hvem ser vinden, men ikke vennerne, og hvem ser vennerne, men ikke vinden? 

 

Det bedste var næsten, når vinden rev vindfangeren af vindfanger-pinden, så vi med påtaget panik kunne brøle ’Noooooo!’ og spæne grinende efter den blå vindfangeren. Shit, det var højspændt!

 

Og indeni den vigtige fornemmelse af i børnenes blik at blive én, man kan fange vind med. Det er fint at være.

 

’What?!’ sagde Wilfred, da han så vindfangeren. ’Vi har masser af vindfangere hjemme hos mig. Min mor har gemt dem under vasken’.

BUPLs 50 års jubilæum

Forleden var jeg heldig at få ordet ved BUPLs 50 års jubilæum. Emnet var pædagogfaglighed og uddannelse:

Jeg er blevet pædagog to gange.

Første gang da jeg som 20-årig kom hjem efter et par år i London med en massiv gæld og en plan om at læse jura. Hvorfor jura? Fordi advokater skaber orden i en kompleks og kaotisk verden.

Nå, men gælden skulle betales. Vejen dertil var et arbejde som pædagogmedhjælper i et børnehus i Vollsmose. Det blev livsændrende. Kan I forestille jer en 20-årig, der oplever pædagoger, der lærer små mennesker, der ikke kan være sikre på at blive hentet, når børnehuset lukker, at store mennesker er til at stole på? Se pædagoger samarbejde med børnenes forældre om at finde vej i et forældreskab, forældrene måske aldrig selv har oplevet. Så planen ændrede sig: Advokater skaber måske orden i en kompleks verden, men pædagoger lærer mennesker at finde vej i den.

Anden gang jeg blev pædagog var, da jeg efter nogle år som leder besluttede at rejse mig fra kontorstolen. Ledelse er spændende, men intet i verden kan hamle op med at være der, når Carl – en lidt forskræmt og usikker dreng – lærer at rejse sig efter et styrt på legepladsen, børster gruset af knæene, og siger ’Jeg er okay’. Fordi Carl ikke har tid til at græde, når hans venner venter på ham henne ved gyngerne. Og fordi vennerne har lært, at det ikke kun er de voksne, der skal trøste Carl, hvis Carl alligevel bliver ked af det.

Det er let at give Carl et kram og sætte et plaster på hans knæ. Det kan alle gøre. Det er straks sværere, når styrtet på legepladsen skal være mere end et uheld på ujævne fliser i gummistøvler.

Når styrtet også skal være en læringsmulighed. Det er pædagoger eksperter i:

– At styrtet bliver en mulighed, hvor Carl kan lære sine følelser at kende.

– At styrtet bliver en mulighed, hvor Carl kan lære at berolige sig selv.

– At styrtet bliver en mulighed, hvor Carl kan lære at vurdere, om han har brug for hjælp eller for at komme videre i teksten.

– Og at styrtet bliver en mulighed for Carls venner, der kan lære, at venskaber er flettet sammen af små kærlige gestus, der føles godt for både den der giver og får krammet.

Pædagoger er eksperter i det svære. Men et styrt på ujævne fliser bliver KUN en læringsmulighed, hvis pædagogen selv står på et fast, solidt fagligt fundament. Et fundament af teori, forskning og et skema fuld af timer på skolebænken på en pædagoguddannelse af høj kvalitet.

Jeg har selv min gang på pædagogseminariet: Undervisningstimerne er reduceret voldsomt. Fagene er blevet til moduler. Der er kun mulighed for at kradse i overfladen på den viden, vi andre i sin tid gik i dybden med. Det er en katastrofe. Pædagoguddannelsen SKAL kvalificeres! Pædagoger SKAL være eksperter i det svære. Den kamp skal BUPL fortsat kæmpe, så vi får en pædagoguddannelse, hvor Carl lærer af at være på usikker grund, fordi pædagogen ikke er det.

Det fortjener pædagogerne. Og det fortjener Carl.

Ripley’s

‘Det her rum minder mig om, da du fik den der mentale nedsmeltning på voksmuseet. Kan du huske det?’.

Det mørke rum på Arken havde måske ikke ligefrem mindet mig om, da jeg totalt smed småkagerne på Ripley’s i København, men jo… jeg kunne da godt huske det.

Nyskilt tog jeg mine børn med på ferie i storbyen og i forsøget på, at de ikke skulle savne deres søde, action-kyndige far alt for meget, fik jeg den strålende ide, at et ‘voksmuseum’ kunne være et fint supplement til mine mere stillesiddende ferieplaner.

Det var selvfølgelig en udfordring, at jeg er skrækslagen for voksdukker, maskotter og andet i den dur, men i en skilsmisse må man give og tage og tage sig sammen!

Det gik faktisk også meget godt til at begynde med:
Wow, verdens højeste mand.
Wow, spejle hvor man ser sjov ud.
Wow, en dame med skæg.

Hold kæft hvor sjovt!

Smilet stivede imidlertid, da vi nåede til det dunkle rum, hvor ‘noget’ pludselig dukkede op. Jeg kan ikke huske, hvad det var, der pludselig dukkede op (måske en haj), men det er egentlig også underordnet, for panik-udløseren var ‘pludselig dukkede op’.

Jeg blev så bange, at jeg lagde mig selv i aflåst mentalt sideleje: Jeg frøs, fik T-Rex arme og stod med bævrende læber og sagde sådan en pivende grædelyd. Øjeblikket efter stod Carl også og sagde pivelyden.

Heldigvis var Lucca Marie 9 år, og hun tog derfor naturligt lederskab på situationen.

‘Mor, tag Carl i hånden, så løber vi bare ud’.

‘Jeg tør ikke. Jeg kan ikke bevæge mig’. Pivestemmen var helt oppe i det lyse register.

‘Kan du gå baglæns? Så kan jeg bare holde dig i hånden’.

‘Jeg tør ikke, Lucca Marie!’. (Ufatteligt at børn ikke kan lytte efter!).

‘Mor, luk øjnene og tag fat i mine skuldre, og så tager Carl fat om dig, og så fører jeg os ud. Bare hold øjnene lukkede’.

Det siger sig selv, at det ikke var mit stolteste øjeblik, da det lille lokomotiv køre afsted med sine skrækslagne togvogne.

Her 9 år senere kan vi heldigvis grine af det. Børnene kan i hvert fald.

Mehmet

Hvordan voksen-børnene og jeg kom til at tale om min stormfulde romance med en bådudlejer i Alanya, ved jeg faktisk ikke – men det gjorde vi i dag henover frokosten.

Nå, men Mehmet og jeg mødte hinanden på den tæt-pakkede Cleopatra Beach. Mehmet ernærede sig ved at sælge billetter til bådture på det azurblå hav til oplevelseslystne familier og fordrukne unge mennesker.

Mehmet var en flot mand ‘i slutningen’ af tyverne med smut i øjnene, gel i krøllerne og en cigaretpakke i baglommen. Amen altså! Jeg var en 16-17 årig gymnasiestuderende, afbleget hår og store blå øjne, der ikke havde set ret meget af verden. Amen altså!

Mehmet og jeg mødte hinanden på feriens første dag, og resten af ugen sværmede vi om hinanden på stranden, mens Mehmet var på arbejde og kyssede i skumringen til høj musik fra strandpromenadens diskoteker, når den sidste båd havde lagt til Kaj. Det havde jeg alligevel aldrig oplevet før, og det havde Mehmet faktisk heller ikke, sagde han. Selvom man skulle tro det, så havde Mehmet slet ikke skænket det en tanke, at han kunne kysse med bikinierne på stranden – før han mødte mig altså. Helt vildt romantisk! Jeg var faktisk ‘the most beautiful swedish girl’, han nogensinde havde set.

‘Danish’.

‘Oh yes, danish. Sorry my love’.

Da feriens sidste dag oprandt, mødtes Mehmet og jeg på stranden til afsked. Mig med tungt hjerte, og Mehmet der tappert skjulte at hans var flået itu. Under den brændende tyrkiske sol lovede jeg Mehmet, at jeg ville komme tilbage og ‘live with him’. Selvfølgelig Mehmet!

Tilbage i Danmark gik noget op for mig! (Du har sikkert allerede regnet det ud). Jeg kunne da ikke flytte til Tyrkiet! Selvfølgelig var jeg Mehmets store kærlighed, men hvad med min studentereksamen, mine venner og veninder og mit job som babysitter?!?

Ugerne gik, og jeg fik mere og mere dårlig samvittighed: Her fortsatte jeg mit elskede liv i Danmark, mens Mehmet gik rundt i Tyrkiet og kiggede på stegepander til vores nye lejlighed, fortalte sine forældre om mig og solgte billetter, så vi havde noget at leve af.

Derfor skrev jeg et brev til Mehmet, hvor jeg ærligt fortalte, at jeg beklagede, hvis jeg havde forledt ham, men jeg kunne altså IKKE bosætte mig i Tyrkiet. Jeg uddybede selvfølgelig hvorfor på de følgende fire håndskrevne sider.

Helt overraskende hørte jeg aldrig fra Mehmet. Det satte naturligvis tanker i gang, og så ramte erkendelsen mig. (Du har sikkert allerede regnet den ud). Brevet var gået tabt i fuglelinjen mellem Danmark og Tyrkiet! Så jeg skrev selvfølgelig et nyt brev. Jeg ville jo så nødigt opføre mig idiotisk.

Mehmet svarede heller ikke på mit andet brev, og jeg følte mig som verdens dårligste menneske!

Indtil jeg afslørede for en veninde, hvor sort min sjæl var og hvorfor.

‘Øhh… Kan set tænkes, at der er en mere letbenet version af situationen?’ (Sagt med teenage-ord), og det kunne det heldigvis!

Sikke en lettelse! Amen altså!

Noter om at være glad

Noter om at være glad:

Det gør mig glad at blive kysset i en døråbning. Længselsfuldt, blødt og tippet lidt bagover.

Det gør mig glad at sidde i en have i skumringen og grine med mine børn.

Det gør mig glad, når legen giver mening, og ikke bare er noget, vi leger, at vi leger.

Det gør mig glad, når jeg ikke bare kigger på kunst, eller bare lytter til den.

Det gør mig glad, når mentale brikker falder på plads.

Det gør mig glad, når vi deler ansvaret. Hjælpes ad.

Det gør mig glad, når jeg cykler på arbejde.

Det gør mig glad, når jeg synes, at jeg er smuk.

Det gør mig glad at spise morgenmad om søndagen. Brød, pærer skåret i både og sød the.

Det gør mig glad, når det røde ikon slukker, fordi jeg åbenbart alligevel havde afspændingsmiddel.

Det gør mig glad, når jeg møder nye mennesker og rammer tonen.

Det gør mig glad, når andre sætter præcis den musik på, som jeg ikke vidste, jeg gerne ville høre.

Det gør mig glad, når jeg siger noget sjovt, og når andre gør.

Det gør mig glad, når mine børn er i balance, og når de satser det hele på rødt.

Det gør mig glad, når jeg ikke fortæller, men beskriver.

Det gør mig glad, når jeg danser grimt.

Det gør mig glad, når nogen lytter, og når nogen hensynsfuldt lader noget ligge.

Det gør mig glad, når det først regnede, da jeg var fremme.

Det gør mig glad, når jeg alligevel ikke får en bøde, fordi det helt ærligt ikke var med vilje.

Det gør mig glad, når jeg finder ud af noget: En sammenhæng, den rigtige vej, og hvordan jeg får flyttet noget tungt.

Det gør mig glad, når jeg husker, at noget ligegyldigt ikke er vigtigt.

Det gør mig glad at ligge i en hængekøje. Altid. Særligt hvis der er en langt væk, der slår græs.

Og nu skal jeg på Arken med mine børn, der følger med frivilligt. Det gør mig glad.

Oralsex på tanken

Facebook minder mig om, at det er fire år siden, jeg fik alle tiders pragtfulde oralsex-tilbud på en tankstation:

‘I dag manglede vi mælk i børnehaven, og jeg hoppede derfor på cyklen og kørte ned på tanken. Da jeg var ved at låse min cykel, kørte en mand forbi i sin sænkede BMW, og lavede det internationalt kendte ‘Har du lyst til en frisk omgang oralsex? ‘-tegn, hvor man placerer pege- og langefinger i hver sin mundvig, mens man lystigt lader tungen spille derimellem.

Amen, jeg forstår da FULDSTÆNDIG initiativet! Der er da ikke meget, der tydligere signalerer, at man er ude på orale skrammer end sådan en pædagogtype med cykelhjelm og praktiske sko på en tankstation.

Jeg synes imidlertid, at planen havde huller:

1. Ærinder på en tankstation er ofte af kortere varighed, og hvis BMW-manden og jeg lige skulle nå igennem en kort præsentation (Hej, jeg hedder Iben. Født og opvokset i Odense, to børn og glad for stangtennis), have lagt sædet ned, spyttet tyggegummiet ud, og ja… havde ordnet oral-balladen, så ville folk i børnehaven jo virkelig have manglet den mælk.

2. Det er selvfølgelig fint at vise, hvor hurtigt ens tunge kan rotere fra side til side, men der skal alligevel mere til at lokke nogen til oralsex på en tankstation i Blommenslyst en onsdag kl. 10.05. Hvis han nu f.eks. også havde viftet med en kylling-bacon-sandwich og en iskold cola, sååå…

3. Den glade giver sagtnede ikke engang farten, da han bød op til dans, og jeg orkede altså helt ærligt ikke at hoppe på cyklen og drøne efter ham ned ad Middelfartvej. Bevares… Det var en elcykel, men alligevel…

Nå, men alt det nåede jeg slet ikke at tænke. Jeg vinkede bare paf på Dronning Margrethe-måden og gik ind og købte skummetmælk.